Du er saa grum som de, hvis Skønhedsglans
med grusom Stolthed fylder deres Sjæl;
thi vel du véd, at for min Elskovs-Sans
er du den bedste, skønneste Juvel.
Dog at dit Aasyn ikke er saa fager,
saa Suk det føder, er der dem, der mene;
jeg tør ej sige dem, at Fejl de tager,
endskønt jeg sværger det, naar jeg er ene.
Og blot jeg tænker paa dit Aasyn, strømmer
der tusend Sukke frem i Flok paa Flok
og vidne om, at det er sandt, jeg dømmer,
og at din Sorthed er mig Skønhed nok.
Sort er du ikkun i din Daad og Færd,
og Grunden til hin Tale ligger der.