Saa had mig, naar du vil, helst med det samme,
mens Verden mod min Færd sin Modstand øver;
slut dig til den, lad strax dit Slag mig ramme,
og kom ej som et Efter-Tab, der tøver.
Kom ikke, naar jeg har besejret Sorgen,
som Bagtrop i en slagen Hær af Kvaler;
giv ej en storm fuld Nat en regnfyldt Morgen,
som den, der blot et Nederlag forhaler.
Hvis du vil svigte, svigt mig ikke sidst,
naar anden Sorg har hjemsøgt mine Dage,
men kom i Fronten: saa skal jeg forvist
det værste først af Skæbnens Ondskab smage;
Og anden Kval, der nu kan Smerte bringe,
imod dit Venskabs Tab vil synes ringe.