Sig, at du for en Uret mig forlod, —
saa vil hin Fejl for alle frem jeg drage;
sig, jeg er lam og svækket paa min Fod, —
og jeg vil halte strax foruden Klage.
Du kan ej halvt saa stygt min Ære stjæle
for at besmykke et forønsket Brud,
som selv jeg vil; vort Venskab vil jeg kvæle
og søge at se kold og fremmed ud
Og fly den Vej og Sti, som du vil træde;
ej mer dit Navn skal paa min Tunge dvæle,
for at jeg ikke Skam det skal berede
og mulig om vort gamle Venskab mæle.
For din Skyld jeg min egen Sag forlader;
thi jeg maa ikke elske den, du hader.