Som Skuespilleren paa Scenens Planker,
der angst forglemmer Rollen, som han lærte, —
som Dyret, altfor hedt af vilde Tanker,
hvis Styrkes Overmaal gør svagt dets Hjærte,
Saadan, mistillidsfuld, forglemmer jeg
de Ord, som Kærlighedens Lovbud kræver, —
det er, som om dens Styrke svigted mig,
mens kuet af dens Byrdes Vægt jeg bæver.
Lad mine Bøger da min Tale rumme
og tavse Tolke for min Tanke være;
om Kærlighedens Løn de bede stumme
mer end hin Tunge, som har talt langt mere.
Forstaa de Ord, jeg stum har sammenføjet;
thi Kærligheden høre maa med Øjet.