Jeg vil ej tro mit Spejl, at jeg er ældet,
saa længe du og Ungdom holder Trit;
men vakler furet du, af Tiden fældet,
lad saa kun Døden standse mine Skridt.
Thi al den Skønhed, som bedækker dig,
er Klædning for mit Hjærte kun, der nu
har Sæde i dit Bryst, som dit i mig:
hvor kan jeg være ældre da end du?
Vogt derfor, Ven, saa nøje dig for Smerte,
som jeg mig selv for din Skyld vil bevare,
mens jeg saa nænsomt bærer paa dit Hjærte,
som Ammen skærmer Barnet imod Fare.
Og hvis mit Hjærte dør, gør dit det med;
du gav mig dit, som ikke skifter Sted.