Farvel! Du er for kostbar for mit Eje,
og vistnok er dit Værd dig selv bekendt;
i Kraft af dette skilles vore Veje;
hver Fordring paa dig er forbi og endt.
Jeg fik dig kun, fordi du selv dig gav.
Hvor kunde jeg vel slig en Rigdom tage?
Paa denne Gave har jeg intet Krav,
og derfor gaar min Ret igen tilbage.
Du gav dig selv, dit Værd du ikke saa’,
hvad eller mulig Fejl af mig du tog;
derfor din Gave hjem igen skal gaa,
hjem til dig selv, du, som dig selv bedrog.
Du var kun min som i en Drøm, der gækked;
en Drot jeg var i Søvne, men blev vækket.