Var det hans Digtnings ranke, stolte Snække,
med Sejlet spændt mod dig paa Sangens Hav,
der fik mig til min Tanke-Sværm at lægge
til Spire-Stilhed i min Hjærnes Grav?
Var det hans Aand, der lærte Sangens Under
af Aander selv, som Mælet mig berøved?
Ej han, ej Hjælpere i Nattens Stunder,
der stod ham bi, min Digtning har bedøvet.
Ej han og ej hin Hus-Aand vennesæl,
der gækker ham hver Nat med sine Bud,
har knust min Sangkunst under deres Hæl;
ej derfra gik min Frygt og Tavshed ud.
Men da du hjalp hans Digtning med din Gunst,
saa slap mit Stof, saa lammedes min Kunst.