Min tungebundne Muse tier stum,
imens dit Ry faar Glans i Ord, der gribes
med gylden Pen, og mens din Ros faar Rum
i Udtryk, der af alle Muser slibes.
Jeg tænker gode Tanker, tavs og glad,
mens andre skriver gode Ord, — og siger
som Degnen Amen til hvert Hymnekvad,
naar fint og dygtigt det fra Sjælen stiger.
Og roses du, jeg siger: «Sandt du skattes,»
og mere Ros du i min Tanke faar,
hvis varm e Kærlighed vel Ord kan fattes,
men som i Kraft i første Række staar.
Saa agt de andre for, hvad Ord kan male,
og mig for mine stumme Tankers Tale.