Den Gang kun jeg forsøgte dig at tækkes,
mit Vers besad din Skønheds hele Sum;
men mine Rytmer skæmmes nu og svækkes,
min syge Muse gi’r en anden Rum.
Det Digtnings-Stof, du giver, vel behøver
at tumles af en mere værdig Pen;
dog hvad din Skjald beretter om dig,
røver han fra dig selv og skænker dig igen.
Han Dyd dig laaner, og han stjal det Ord
fra al din Færden; Skønhed han dig yder
og fandt den i din Kind; alt, hvad der bor
i dig, tilbage han som Ros dig byder.
Saa tak ham ej, naar han i Ord dig maler;
thi hvad han skylder dig, du selv betaler.