Min Kraft mig svigter, naar om dig jeg skriver,
fordi en bedre Aand dit Navn nu bruger
og til dets Ros al Magt og Evne giver,
saa jeg staar stum, og Modløshed mig knuger.
Men da dit Værd, som Havet stort og vidt,
den ringe som den stolte Sejler bærer,
min Bark, skønt ringere end hans, dog frit
og dristigt paa dit Hav sin Bane skærer.
Jeg fare vil, hvor der er nær til Bund,
mens han sin Kurs skal ud paa Dybet lægge;
og sondres jeg til Vrag, er jeg jo kun
en ringe Baad, men han en prægtig Snække:
Saa splintres jeg, vil man det tungest kalde,
at jeg for Kærligheden maatte falde.