Af dig, o Kærlighed, mit Syn forblindes,
og stygt du mine Øjnes Sans bedrager;
de ser, hvad Skønhed er, og hvor den findes,
og dog det bedste de for daarligst tager.
Hvis jeg maa ankre mine stakkels Øjne
op i den Bugt, hvor hver Mand lægger bi,
hvi gør du Kroge da af Synets Løgne,
som Hjærtets Dømmekraft skal fanges i?
Hvi skulde vel mit Hjærte tro, den Plet
er Enkelt-Eje, hvor al Verden træder?
Og Øjet nægte, hvad det klart har set,
af Skaansel mod saa stygt et Aasyns Hæder?
Mit Syn og Hjærte øved Fejl i Mængde,
og nu er de af Løgnens Pest befængte.