Naar højt min elskte sværger, hun er sand, —
endskønt jeg véd, hun lyver, tror jeg hende;
thi hun i mig skal se den unge Mand,
der ikke Verdens List og Svig kan kende.
Og mens jeg tror, hun regner mig blandt unge,
skønt mine Dage ned fra Højden glider,
jeg fæster Lid til hendes falske Tunge,
og Sandhed dølges saa paa begge Sider.
Men hvi ej tilstaa med et ærligt Sind
sin Falskhed hun og jeg min Alderdom?
Ak, Kærligheden elsker Troskabs Skin,
og Tiden taler Aldren nødig om:
Derfor vi lyve for hinanden begge,
og vore Mangler vi med Løgne dække.