Hvor tungt jeg paa min triste Fart maa drage,
naar, selv om til mit Maal jeg vinder hen,
dog Hvilen former sig til denne Klage:
«Saa langt er nu jeg borte fra min Ven!»
Min Ganger, trættet ved den svære Last
af mine Sorger, traver sløvt sin Vej,
som vidste Staklen, at jeg haded Hast,
fordi jeg stadig fjærnes mer fra dig.
Den kan ej drives frem ved Sporens Hug,
som stundom i dens Flanke blodig slider,
en Kval, den tungt besvarer med et Suk,
mer skarpt for mig end Sporen for dens Sider;
Thi just ved dette Suk min Tanke mindes,
at Sorgen foran, Glæden bag mig findes.