Imod den Tid, ifald den skulde komme,
da vredt dit Blik mod mine Fejl er vendt,
da al din varme Kærlighed er omme,
dens Sum talt sammen og dens Regnskab endt;
Imod den Tid, da du forbi mig vandrer,
knap hilsende med Øjets Straaleskær,
da Kærlighed til Kulde sig forandrer
og finder gode Grunde for sin Færd;
Imod den Tid jeg skjuler mig, og bæver
ved Tanken om, hvor lidt mit Værd kun vejer;
min egen Haand imod mig selv jeg hæver,
at værne hver en lovlig Grund, du ejer:
Med Lovens Ret kan du forlade mig;
jeg har ej Krav paa Kærlighed fra dig.