Hvor var jeg agtsom, da jeg drog min Vej,
for hver en Smaating under Laas at lægge,
at uberørt den kunde skjule sig
for falske Hænder bag det sikre Dække!
Men du, mod hvem Juveler Smaating er,
som var min Fryd og vækker nu min Klage,
du, hvem jeg mest og ene kun har kær,
som Rov for hver en Tyv blev ladt tilbage.
Dig har bag intet Lukke jeg lagt ned,
undtagen hvor du ikke er, og hvor
du dvæler dog: i Hjærtets Gemmested,
hvor, som dig lyster, ud og ind du gaar;
Selv dér kan knap mod Ran jeg dig beskytte;
thi Troskab fristes af saa kostbart Bytte.