Saadan mit Venskab kan min Hest forsvare,
naar trægt paa Rejsen fra dit Sted den tøver:
Hvi skulde bort fra dig med Il jeg fare?
Først til min Atterkomst jeg Hast behøver.
Men hvilket Forsvar findes saa for Hesten,
naar selv den største Fart maa synes ringe?
Jeg vilde bruge Sporen selv mod Blæsten,
og træg blev mig en Flugt paa Fuglens Vinge.
Da holder ingen Hest med Længslen Skridt,
og Kærlighedens hede Længsel vrinsker
og tynges ikke i sit raske Ridt,
og venligt den min Travers Fejl formindsker:
«Da bort fra dig den gik med sene Fjed,
jeg løber mod dig, — lad saa den i Fred.»