Jeg som en Rigmand er, hvis Nøgle brat
kan aabne for hans herlige Klenod,
men som ej stadig stirrer paa sin Skat,
at ej han sløve skal sin Glædes Od.
Derfor har Fester slig en sjælden Glans,
fordi saa sparsomt kun de staa tilrede,
lig ædle Stene spredt i Aarets Krans,
lig sjældne Diamanter i en Kæde.
Tiden, der gemmer dig, er som mit Skrin,
som Klædekamret, der om Kaaben dækker,
saa Glæden bliver udsøgt skær og fin,
naar det sin skjulte Pragt for Dagen lægger.
Velsignet du, som ved dit Værd kan bygge
ved Savnet af dig Haab, ved Ejet Lykke!