Se i dit Spejl: det Aasyn, Blikket møder,
det bør et andet Aasyn skabe nu;
hvis ej dets Friskhed du fornyr, du øder
en Moders Frugt, og Verden skuffer du.
Thi hvor er hun saa skøn, at hendes Ager
foragter Evnen af din Dyrknings-Styrke?
Hvem er saa selvgod, at han Grænse drager
for Slægtens Løb og synker selv i Mørke?
Du er din Moders Spejl; i hendes Hu
du tidt om hendes Vaar Erindring vakte:
saadan bag Alderdommens Ruder du,
skønt rynket, skal din gyldne Tid betragte.
Men hvis du lever uden noget Minde,
skal med dig selv dit Billed Døden finde.