Naar firti Vintre har din Pande kuet
og Furer i din Skønheds Ager lagt,
din Ungdoms Klædebon, nu saa beskuet,
vil være som en ringe, pjaltet Dragt:
Naar da man spørger dig, hvor du bevarer
den Skønheds-Skat, som dig Naturen gav,
gold Ros og Skam du faar, ifald du svarer:
i dine egne hule Øjnes Grav.
Langt bedre Ros din Skønheds Brug fortjente,
hvis Svaret lød: «I dette Barn jeg har
min Ungdoms friske Livskraft sat paa Rente,» —
hans Skønhed ogsaa din ved Arv da var.
Skønt gammel, dog din Ungdom du beholdt,
varmt randt dit Blod, skønt det i dig var koldt.