Af fagre Væsner vi begære Frugt,
at ikke Skønheds-Rosen helt skal svinde,
men, naar den visner under Tidens Tugt,
at da dens Arving gemme maa dens Minde:
Men du, hvis Øje straaler, nærer med
dit eget Selv det klare Lys derinde
og skaber Hungersnød i Fyldens Sted,
selv mod dit skønne Selv en grusom Fjende.
Du, der er smykt med Verdens Skønheds-Gaver,
der som Herold om Foraars-Pragten møder,
din Lykke i din egen Knop begraver,
og mens du sparer, netop du forøder.
Hvad Verdens er — saa naadig maa du være —
bør ikke du og Graven grisk fortære.