Du griske Tid, gør Tigrens Kløer sløve,
lad Jorden sluge, hvad den Livet gav,
ryk ud den skarpe Tand paa Ørknens Løve,
sænk Fønix-Fuglen i et Flammehav;
Lad Sorg og Glæde vexle paa din Flugt,
og gør, hvad du har Lyst, du rappe Tid,
mod Verdens Kreds, og hvad den har af smukt;
men jeg forbyder dig én hæslig Id:
Drag ingen Rynker i min fagre Ven,
dybt skaarne under tunge Timers Vægt;
lad ham staa urørt, mens du iler hen,
som Skønheds-Mønster for den sene Slægt.
Dog, ras kun, Tid; — hvordan du bær’ dig ad,
min Kærlighed skal blomstre i mit Kvad.