Skal med en Sommerdag jeg ligne dig?
Du er langt mere mild og mere fager:
barsk ryster Stormen Knopperne i Maj,
og Somrens Tid for brat en Ende tager;
Stundom for glødhedt Himlens Øje skinner,
og tit dens gyldne Aasyn dækkes til,
og alt, hvad der er skønt, i Skønhed svinder
og søndres ved Naturens Vexelspil.
Men aldrig skal din Sommer sig forandre,
den Skønhed aldrig mistes, du har inde,
og ej skal du i Dødens Skygge vandre,
naar evigt fast du gror til Tidens Minde:
Saa længe Verden staar, mit Digt skal blive,
og Digtet atter Liv til dig skal give.