Hvem vilde tro mit Vers i Fremtids Stund,
hvis det var fyldt med dine Dyders Hær?
Skønt Himlen véd, nu er min Digtning kun
en Grav, der skjuler om dit Liv og Færd.
Hvis jeg dit øjes Skønhed kunde male
og rytmisk skildre alt, saa rytmisk blandet,
man vilde sige: «Usandt maa han tale;
ej nogen jordisk blev saa himmelsk dannet.»
Og gulnet vilde da mit Blad foragtes,
lig Oldingen, der løst og fast fortæller,
din Rettighed som Digterløgn betragtes,
som tvungne, gamle Kvad, der intet gælder.
Men havde du et Barn, du tofold leved:
i det og i de Digte, jeg har skrevet.