Ifald min Kærlighed var født af Glans,
saa var den kun en faderløs Bastard
og, efter Tidens lunefulde Sans,
snart Ukrudt, snart en Blomst af fager Art.
Nej, fjærnt fra Hændelsen dens Grund blev lagt;
den lider ej, naar Pomp og Pragt sig breder,
og falder ej for Utilfredsheds Magt,
ind i hvis Herredom os Tiden leder.
Den frygter ikke Klogskabs Kunst, hin Kætter,
hvis Lejemaal kun kort og stakket gælder;
sin Tro den til sin egen Visdom sætter,
og hverken Hede eller Regn den fælder.
Derom kan Tidens Gække Vidne bære,
som, trods al Brøde, Godhed dog begære.