Hvi gaa med Baldakinens fagre Dække,
for Skønhed med slig ydre Glans at ære?
Og hvorfor Grund for Evigheden lægge,
som Tiden inden længe vil fortære?
De, som paa Skønhed bygged, alt har mistet,
idet for stor en Afgift de har givet;
dem Krydderi fra simpel Smag har fristet,
i anspændt Stirren tæred hen de Livet.
Nej, lad mig være trofast, intet andet,
og tag mit ringe, frie Offer hen,
der ej med noget urent Stof er blandet,
ukunstlet, ærligt, ikkun Ven for Ven.
Bort, du bestukne Klager! ikke har
du Magt med den, hvis Sjæl er ren og klar.