O skønne Dreng, som, stærk og uden Baand,
har Tidens Le og Timeglas i Haand,
som stadig voxer, Dage efter Dage,
mens dine Venner visne brat og fage, —
ifald Naturen, — hun, som hersker frit, —
mens du gaar frem, vil standse dine Skridt,
er hendes Hensigt Tiden at beskæmme
og dens Minutters raske Gang at hæmme.
Men husk, du hendes Skat, hun kan forhale
sin Frist, men en Gang maa hun dog betale:
en Gang maa hendes Regnskab sluttes af,
og hun med dig vil dække alle Krav.