Skam dig! — mod ingen kan du Ømhed nære,
som for dig selv saa liden Omsorg har.
At du af andre elskes, — lad saa være;
selv elsker ingen du, den Ting er klar:
Thi du saa opfyldt er af Morder-Had,
at ej du Fjendskab mod dig selv vil sky,
men vil hin skønne Bygning splitte ad,
som just du burde stræbe at forny.
Benægt i Daad mit Ord, skift Sind og Sjæl!
Skal Had bo skønnere end Kærlighed?
Vær, som dit Ydre, mild og vennesæl, —
god mod dig selv, om end af andre ked:
Et andet Selv for min Skyld du dig skabe,
at ej din Slægt sin Skønhedsglans skal tabe.