Som Husets Kvinde løber rask afsted,
naar et af hendes Fjerkræ bort er fløjet,
og sætter flux sit Barn paa Jorden ned
og iler med det ene Maal for Øjet,
Mens hendes stakkels Barn forfølger hende
og græder og ej véd sit arme Raad,
og hun kun ivrig vil sin Flygtning finde,
men ikke agter paa sin lilles Graad, —
Saadan vil, hvad der undflyr dig, du jage,
mens jeg, dit Barn, langt borte følger dig;
men hvis du naar dit Haab, kom saa tilbage,
vær god og mild og kys som Moder mig:
Naar du din Vilje faar, maa du erindre
din Will og al min Graad og Smerte lindre.