Hvor tør jeg Digte til din Hæder skrive,
naar du er al den bedste Del af mig?
Hvad kan min egen Ros mig selv vel give?
Og min Ros er det, naar jeg roser dig.
Lad derfor os herefter leve skilt,
vor Kærlighed ej være mer forént,
saa kan til dig jeg skænke fuldt og helt
den Hæder, du alene har fortjent.
O Fjærnhed, hvilken Kval du vilde være,
hvis ej din Bitterhed gav Lov og Ret
til gode Venskabstanker sødt at nære,
saa baade Tid og Tanke glider let, —
Og kunde ej du skabe en til to,
naar ham jeg priser her, som hist maa bo!