Tag alle mine kære, tag dem alle:
har du saa mer, end før der var din Del?
Nej ingen, som du sand og tro kan kalde;
alt mit var dit, før du fik denne til.
Hvis da for min Skyld du min kære tager,
ej nogen Dadel fra min Læbe gaar;
men det er Skam, hvis du dig selv bedrager
ved Nydelse af, hvad du selv forsmaar.
Dit Ran, du kære Tyv, jeg dig tilgiver,
endskønt du tog hver Smule, jeg besad,
og skønt det større Kval for Sjælen bliver
at lide ondt af Venskab end af Had.
O du, hos hvem selv Last som Skønhed skinner,
trods alt dit Nag vi maa ej være Fjender.