Hvor tit, naar du til liflig Vellyd bringer
hint lykkelige Træ, hvis Svingning lyder
for dine Fingres Tryk, mens let du tvinger
den Enklang frem, som dybt mit Øre fryder, —
Hvor tit jeg da misunder de Tangenter,
som mødes med din Haand i Kyssets Sødme,
mens mine Læber, der forgæves venter
den samme Høst, ved deres Kækhed rødme!
Og gerne vilde deres Lod de bytte
med hine Taster, som saa dristigt stræber,
hvor dine Fingre læmpelig sig flytte
og skænke dødt Træ mer end friske Læber.
Naar dine Fingre kysse Træ-Tangenter
jeg ydmygt Kys af dine Læber venter.