Med henstrakt Fakkel slumred Amor stille:
en af Dianas Mø’r med rappe Hænder
greb den og dypped i en kølig Kilde
den hede Brand, der Elskovs-Luen tænder.
Men Vandet fik fra denne Elskovs-Ild
en Hede, som endnu bestandig varer;
den blev et Bad, som Mængden søger til,
en herlig Lægedom mod Sygdoms Farer.
Men ved min elsktes Øje Faklen tændtes
paa ny, og Amor ved mit Bryst den prøved;
min syge Længsel flux mod Badet vendtes,
og med at rejse did jeg ikke tøved,
Men fandt ej Hjælp: kun dér, hvor Amor tændte
sin Brand paa ny, kan Lægedom jeg hente.