O Kærlighed, forny din Kraft; lad ej
din Æg mer sløv end Bugens Madlyst være,
som kun idag med Næring mætter sig
for atter Kost imorgen at begære.
Saa være du; vil end idag du mætte
de sultne Øjne, til de trætte blunde,
imorgen frisk mod Maalet du dem rette;
lad ej din Kraft ved Dorskhed gaa til Grunde.
Lad denne triste Tid som Havet være,
der skiller to trolovede, som gaar
ved Kysten daglig, ventende den kære,
til mer velsignet Gensynstimen slaar; —
Hvad eller kald den Vinter, kold og arm,
saa Somrens Velkomst bliver trefold varm.