Naar, som nu jeg, min Ven er bleven bukket
og knust af Tidens Udaads-Haand og Sorgen;
naar Timerne hans friske Blod har drukket
og furet Panden; naar hans Ungdoms Morgen
Er vandret op til Alderdommens Nat,
og al den Skønhed, som hvis Drot han staar,
forsvinder eller har ham alt forladt
og raner Skatten af hans friske Vaar; —
I slig en Tid vil jeg et Forsvar være
imod den grumme Alders skarpe Kniv,
saa aldrig den fra Mindet bort skal skære
min kæres Skønhedstræk, om end hans Liv:
Hans Form af Blækkets sorte Tegn skal skønnes,
og de skal leve, han i dem skal grønnes.