Kristian Arentzen (1823–99)

A

Ad trange, steile Hyrde-Sti

Af alle Fuglenes deilige Sang

Af dette Sølv, det hvide

Af Foraarets første Gave

Af Kampen for et herligt Ungdomskald

Af Luft har jeg drukket forsvarlige Drag

Afrodites Ægtefælle

Alpenaturen med jættestor Vælde

Alt Offeralteret, blodbestænkt

B

Barndoms Engel gaaer med Glands

Barndomsalder med de skyldfri Glæder

Barnet er dødt!

Bedæk din Himmel, Zeus!

Behramgur, Perserfyrste, Sassanide

D

Da Sigurd var paa Baalet lagt

De første Furer sænkes i min Pande

De joge hans Moder

De sige, at jeg sidder

Deilige Mø, om hvis Hoved sig flokker

Den evige Ungdom i vort Bryst —

Den flagred pilsnar fra sit Bur

Den første Gang dine lyse Blik

Den hulde Sommer straaler i sin Pragt

Den høie Sol i Vesten stille daler

Den sande Ungdom vier jeg min Sang

Den stakkels Evalds bittre Taare flød

Den ædle Gisle flakkede om

Der gives bange Timer i vort Liv

Der gaaer en mægtig Aand igjennem Tiden

Der hersker i Klostergaarden

Det er dumt — fra gammel Tid Ordsproget lød

Det er Foraar — afsted

Det er ikke dødt, det er ikke dødt

Det stille Liv i den snævre Kreds

Det tredie Oplag, averteret stod

Din Sjæl i høi og hellig Flamme brænder

Du drager nu bort fra Sjællands Ø

Du kalder Verden gammel, min gammelkloge Ven

Du sidder, en gammel Kvinde

Du sidder taus, bedrøvet

Du skal vandre ved Strand, Du skal vandre ved Strand

Du, som delte tro min Vandring

Du stirrer ud i Verden

Dybt i Agerrenen

Dybt i Mørke Byen Slesvig hviler

Dybt Katakomben sig strækker

Dybt paa Havets Bunde

E

En Duft over Bjergene hviler

En Kunstner skrev til sin fjerne Ven

Endskjøndt Beaumonden spotter

Engang ei Eros mærked

Ensom jeg sidder

Et Billed hjemme paa Væggen hang

Et venligt Ord, et venligt Ord

F

Farvel, farvel, min Lillievaand —

Firdusi, Gartnersønnen fra Tus

Fjernt fra Byens Kummer og Trang

Fjernt fra Stadens Bulder og Tvang

Foran Tidens Gjæring staaer Du stum

Fra Himmelens aabne Sluser

Frugttræet saae til den deilige Rose

Fuglen synger saa lifligt i Lund

G

Gud signe Dig, unge Kvinde

I

I Closeries du Lilas gaaer der lystig Dands

I den stille Midnatstime

I det deilige Hardanger gaaer en lille Pog

I Kjøbenhavn er Bryllupsfest

I Pavepaladsets Sale

I Riddersalen paa Koldinghus

I Skyggen at boe, men dog være glad

I Sommeraftnen, den svale —

I Ungdoms vilde, stormende Aar

J

Jeg drog afsted fra mit Barndoms Hjem

Jeg drømte, at vi svæved op mod Himlen

Jeg farer vild i denne Hær af Gange

Jeg fyldes af en salig

Jeg fæsted Dig, min unge Mø

Jeg gik paa den uhyre Valplads

Jeg giver mine Tankers

Jeg gynger paa Middelhavet

Jeg hører, at Sæmund er segnet til Jorden

Jeg hører Koen brøle

Jeg iler mod Døren og griber min Hat

Jeg ligger i Gadens Feieskarn

Jeg mægter ikke at sove

Jeg sad mig træt, jeg sad mig sløv

Jeg sad ved Vinduet forleden Dag

Jeg sidder — Solen daler

Jeg sidder blandt skimlede Acter

Jeg sidder i Skovens Skygge

Jeg sidder paa Klippen ved Stranden

Jeg stiger, og jeg stiger

Jeg sætter Krandsen paa din unge Pande

Jeg tør ikke henaande Versenes Duft

Jeg vandrer høit paa Seelisberg i Schweiz

Jeg vandrer langs Floden, som brusende strømmer

Jeg veed ikke ret, hvordan det er fat!

Jeg vaagned urolig — det gryed ad Dag

Jens Holgersøn, Kong Hanses

K

Kallisthenes, en Yngling i Athen

Kampen var endt. Paa Englands Kyst

Kjære Digter, kjære Digter

Kong Visvamitra flammer

L

Lad dadle Kvinderne hvo vil

Lyngbakker, Søer svømme

Lænken er sprængt, og jeg folder min Vinge

M

Med Randselen paa Ryggen

Min Rose, som jeg pleied

Min unge Kvinde, fjernt fra Dig

Mindes Du den gamle Vise om en Riddersmand

Morgenstund har Guld i Mund

Musen, den høie kommer

N

Nu Juletidens Tryllespil

Naar Mørket sniger sig lønligt

Naar ned i Vinens dunkle Lethestrøm

Naar Sommersolen høit paa Himlen staaer

Naar ud i den deilige Sommer Du gaaer

O

O, hør ikke paa det daarlige Ord

O, lad mig hverken, overtræt

O see Raketten! lød et Jubelraab

O tal, o svar! Dit Væsen ei jeg fatter

O var jeg en Skipper med Hatten blank

Om Grettir, Islands stærkeste Mand

Om Vinteren Stuen

Opad Bakke falder tungt —

Overfor mit Vindve

P

Paafuglen spanker i Gaarden omkring

R

Ravnen skreg paa en Runesten

Reis dit Hoved, o Bondemand!

Rødmende straaler den østlige Himmel

S

Se! I Templet sidder han, den Høie

Sig nøgen Heden strækker

Siig, mindes Du den hvide Dragt

Skjærsommerdagen straaler i lifligt Farveskjær

Skjøndt for Solen nu Skyerne drage

Skyer paa Himlen sig taarne

Som Fuglen i sin Redes Gjern

Som naar Du vandrer i den store Skov

Som Aanden i Eventyret var sat

Sommersolen daler

St. Peter kasted Runer over Spange

Stille, stille, I lystige Fugle

Stolte Herrer, muntre Damer!

Saa er da reist den røde Gaard

Saa skal jeg nu atter skue

T

Til Bjergene gik jeg

To Billeder for Aandens Øie træde

Træt af Dagens Møie

V

Vinterens Sol sig glødende hæver

Vor Livsvogn henad Banen hvor vi kjøre —

Vaaren, ak, den løfterige