Overfor mit Vindve
i den fremmede Stad
hæver sig Bjergenes
mildtskraanende Rad.
Abildgaarde, Vinhaver,
Landhuses Tag
hilse mig smukt
i den gryende Dag.
Bort flygter Taagen,
graalig og klam;
Solen sig hæver
over Høidernes Kam.
Allivets Kilde,
liflige Sol,
Du som, velsignet
fra Pol og til Pol,
straaler — den samme
over Neckarens Land
som over Øresunds
hjemlige Strand:
vær mig et Billed
paa Enhedens Magt,
der har al Forskjel
under sig lagt!
Nedenfor mit Vindve
i den fremmede By
rører sig alt Livet
i Morgenens Gry.
Stille jeg betragter
Arbeidernes Id —
Huset skal reises
med Kløgt og med Flid,
og Meisel og Hammer
til Aftenen sen
maa tilhugge kraftigt
den mægtige Sten.
Som Kirkernes Klokker
de Troendes Flok
hvert Hammerslag kalder
forstaaeligt nok
os Alle, som bygge
paa Sandhedens Mur,
der reise sig skal
i den frie Natur,
til trofast at virke
og ei være sen —
jeg gaaer til mit Dagværk,
at bringe min Sten.