Kristian Arentzen (1823–99)

Det er dumt — fra gammel Tid Ordsproget lød

at byde Bagerbørn Hvedebrød;

og dog, af Rimedjævlen besat,

jeg trodser den gode, gyldne Lære

og griber Epistelpennen fat,

som ud af Baggesens Hænder drat’,

for paa Vers venskabelig snaksom at være

til en Sanger, og det af den rette Sort,

der snart sig glæder paa Barnevis

ved Hund og Gris,

snart svinger sig vidt fra Kloden bort

til Romantikens forjættede Land

bag Aftenskyernes rødmende Rand,

der lige fortræffeligt omgaaes kan

med Jordens Bengel

og Himlens Engel.

Thi naar, ak! som jeg

man kommen er paa den tydske Galei,

ja næstendels som i Cellefængsel,

man af og til kan gribes af Længsel

ved at tænke paa Dig og andet Mere

derhjemme ved Sundet

og fristes til, endskjøndt man er bundet,

at echappere;

og da, som bekjendt,

nu Pegasus er en Hest med Vinger,

der, rask som en Pil,

med Stormens Il

over Jord, over Hav, gjennem Luft sig svinger,

er godt man jo tjent

med slig Befordring til Flugtforsøget,

mens Prosa-Øget

En ikkun langsomt af Stedet bringer.

Du veed nok, jeg drog herhid for at lytte

til en af Strausz’es Kompagnoner,

og at det var derfor jeg vilde bytte

min lille, kjære Nørrebros Hytte

mod en altid mindre hyggelig Bo

i et andet Land med andre Façoner;

men jeg begynder næsten at troe,

at Vischer selv er ikkun en Mythe.

For ti Aar siden til Zürich jeg drog

for at gjæste den geniale Børste,

der paa sit Gebet vel maa kaldes den Første;

men, ak! min Beregning til ei slog.

Til Schwaben (hed det) var Fuglen fløiet —

dens Fødestavn og dens gamle Rede —

og jeg stod, just ikke meget fornøiet,

og banded i Vrede

den æsthetiske Lyst til at gaae paa Træk,

endskjøndt jeg selv har en Rem af Huden.

Men det blev ei ved det ene Smæk,

og jeg fik endnu mere «paa Tudene!

Da jeg kommer herhen, hvor nu han docerer,

saa hedder det atter, han ferierer

og er ... ja Herren maa vide hvor!

og jeg

paany med Næseforlængelse staaer.

Fortænke mig kan man virkelig ei,

at, kjed af saadan at blive Beet,

jeg tvivler paa Mandens Realitet

og næsten ikke bedre kan se

end, at han ikkun er en Ide.

Forresten frydes Poetens Øie

ved Stuttgarts vinbekrandsede Høie —

til Vinen at drikke han sjelden har Raad:

det er nu engang Poeters Skjebne,

mod hvilken omsonst de sig søge at væbne.

Vis nu dit Venskab i ædel Daad

og gjør mig til Gjengjæld for daarlige Vers —

med det bedste Forsæt blev Brevet begyndt;

men jeg ser jo nok, det er blevet lidt tyndt —

i herlig Prosa en Smule Kommers

med dit kjære gamle gode Humør,

som haver den Skjebne, det aldrig døer.

En Hilsen til Dig og Fruen!