Henad Høstens Himmel graalig Skyen
seiler over vinløvklædte Skrænt,
hvor dernede dybt i Schwaberbyen
Schiller har begyndt og Lenau endt.
Paa min Livsvei gaaer det nedad Bakke,
imod Enden alt det monne lakke.
Her har Schiller aabnet Digterbanen
«in tyrannos» med «Die Räuber» kjækt
og begeistret styrtet frem med Fanen,
fulgt af hele Seklets unge Slægt —
som en Strøm, der bryder sine Diger
og mod Oceanet fremad higer.
Her med Valmukrandsen Vanvid kroned
Magyaren Lenaus mørke Haar —
han, hvis Lyre over Verden toned
med en rig Forjættelsernes Vaar.
«Frihed! Oprør!» høit fra Fredriksgaden
lød hans vilde Stemme gjennem Staden.
Skjøndt jeg staaer ved Alders Grændseskjellet
paa den stille Dag i mørke Høst —
lidt kun bøiet og end mindre fældet,
byder frem mod Stormen jeg mit Bryst,
skuer opad mod det store Banner,
hvorpaa «In tyrannos!» evigt stander.
Mod tyranner, mod de ny som gamle,
har jeg kæmpet fra min Ungdoms Vaar —
lad med brudte Kræfter ei mig famle
vildt omkring i Livets Efteraar!
Lad mod Lyset frem mig trofast hige
og fra Klarhed og til Klarhed stige!
Lad, mens Nattens Stjerner stille tændes,
Guddomsstemmen klinge dybt i Bryst —
hvilke Skjebner mig endogsaa sendes —
med en mer og mere mægtig Røst!
Da gaaer det bestandig opad Bakke:
lad det saa kun imod Enden lakke!