Jeg vaagned urolig — det gryed ad Dag.
Ak, Alt var mig fremmed!
Ei løde Bornholmerens taktfaste Slag —
Husvennen i Hjemmet.
Min prægtige Hund, saa trofast og klog,
med Halen ei logred hisset i Krog.
Forvirret
i Stuen omkring jeg, søvndrukken, stirred.
Derude sig hæved Vinbjerges Rad
med Druer bag Løvet.
Det hedder jo: Vinen gjør Mennesket glad —
hvi blev jeg bedrøvet?
Og Luften var lun i det sydlige Land —
hvi længtes jeg bort til min nordlige Strand,
mens bøiet
i Sengen jeg sad med Taarer i Øiet.
Jeg lededes ved Oligarkernes Flok
i ultima Thule:
af Hovmod havde de mer end nok,
af Aand kun en Smule.
Men her i det Fjerne hvad ændser jeg dem?
I Solglands straaler forgyldt mit Hjem,
og Brusen
fra Sundet sig blander med Bøgenes Susen.
Ei kunde jeg give det rette Sving
mit Hjerte og Ho’de,
ei lystre Parole og ei synge Ting
efter nyeste Mode.
Men varmt har jeg elsket den ægte Klang,
der lød i vor bedste Saga og Sang;
og kæmpet
har selv jeg for Krandsen med Tonefald dæmpet.
Min lille Stue, Søen saa nær —
min Bogreol —
min Udsigt til Gjenboens gamle Træer
fra min Skrivebordstol —
min Vinteraften med Lampen paa Bord
og Venners Alvors- og Skjemtens-Ord:
ei svinde,
hvorhen jeg vandrer, kan Eders Minde.
Velsignet Hver, som med kjærlig Aand
har dømt mig mildt
og rakt mig en trofast Broderhaand —
det vorder ei spildt!
I Nattens Stilhed blidt dukke frem
de Følgeaander fra fjerne Hjem
og bære
tilbage mig til mine Hjertenskjære.