Jeg vandrer langs Floden, som brusende strømmer,
mens Aftenrøden i Skyerne drømmer.
Mens stille tændes den blinkende Stjerne,
jeg vandrer langs Floden og ser mod det Fjerne.
I Horizonten yderst jeg skuer
med Glorieskjær af himmelske Luer
de snebedækkede Fjeldetoppe —
ak, hvem der stod i Glandsen deroppe
høit hævet over Taagen hernede,
paa Klippekanten ved Ørnens Rede,
hvor Alperosen i Duggen blinker —
derop, derop det ustandseligt vinker!
Jeg vandrer langs Floden, som hisset paa Fjeldet
af Bjergdalens Skjød er sagte vældet.
Den mægtige Kæmpe var dengang en lille,
i Græsset sig vævert tumlende Kilde.
Nu vælter den stolt sin urolige Vove
gjennem Menneskers Byer, gjennem ensomme Skove.
Det tykkes den lystigt sig fremad ad stride
og prøve sin Kraft i Verden den vide.
Saa langt den sig fjerned fra Barndomshjemmet,
men holder sig ren, for Smudset fremmed —
den hvirvler det bort i de stærke Strømme,
der speile Himlens straalende Drømme.