I.
«Til Bjergene gik jeg
og blev en Røver.»
Saaledes ender
Zigeunersangen,
der saa fristende
klang i mit Øre
hver Gang jeg hjemme
mismodig tyktes,
Livet var fladt som
vore Sletter.
Du der i Heste-
møllestræde —
Gaden berømt af
Frøken Trumfmeier —
maa som adstadig
Timelærer
traske omkring i
Trædemøllen:
misund din gamle
Lidelsesfælle!
Høit paa Tyrols
saftgrønne Græsgang
vrinsker jeg som en
løssluppen Fole.
Foraarssolen
straalende skinner
efter Vinter-
Kulden og Sluden,
Fjeldene rage
vældig mod Skyen,
Fyrreskovene
op ad dem klattrer,
Sneen glimrer paa
høie Tinder,
Bækkene lystig
Vei sig bryde,
rutsche nedad som
kaade Drenge.
Lig en Zigeuner
om jeg flakker,
ubetynget
og uden Sorger.
Skjæget lader jeg
cynisk voxe —
Ragekniven
ligger i München.
Morgenen finder mig
aarle paa Vandring.
Tømmerhuse med
Svalegange,
Kirkespire med
Haabets Farve,
Bønderpiger med
spidse Hatte,
prægtige Kø er med
kloge Øine,
slanke, sirlig
trippende Geder,
Krucifixer langs
hele Veien:
Alt mig fængsler med
Nyheds Vælde.
II.
Saa frodig i Foraarsluften
staaer Engen med Blomsterpragt
o, hvilken Straalen og Duften!
og skyhøie Fjelde til Vagt.
De snebedækkede Toppe
forsølves af Solens Glands,
og Bække paa Skrænterne hoppe
i den overgivneste Dands.
Høit Fyrreskovene stige
opad — en prægtig Bræm! —
og Sæterhusene kige
rundtom fra Høiderne frem.
Langs alle Veie sig hæver
med Skammel ved Foden til Bøn
Korset, hvor blødende svæver
Menneskets høibaarne Søn.
Og Korset Vemodet vækker
med hjertegribende Magt.
Dets Skygge overdækker
Landskabets navnløse Pragt.
Stille, bevæget jeg vanker
under de grønne Træer —
en Tale med dybere Tanker
fører det visne her.
Saa mørkt Krucifixet stander
i den lyse, straalende Dag
som Aandens evige Banner
i Kampen for Lysets Sag.
Det løfter sig høit med Vælde
midt i den store Natur.
Det er, som fra Kæmpefjelde
til Slaget der blæstes i Lur.