Et Billed hjemme paa Væggen hang
i min Stue,
et Begynderarbeid af liden Rang,
af et Navn, der næsten var uden Klang —
og dog jeg tykkes det mangen Gangat
skue.
I mørke Nat kun et langstrakt Vand
man øined.
Mens Skyer tumled om Maanens Rand,
som lued rød i fantastisk Brand,
en Skude gynged, hvor svagt en Strand
sig høined.
Hvorfor mon tidt paa min Reisefærd
jeg mindes
det simple Billed af ringe Værd,
mens Kunstens Skatte jo fjern og nær
i Farvers lifligste Straaleskjær
der findes.
Jo, dette Billed var selv igjen
et Billed,
som frem for Tanken min Maler-Ven,
der ogsaa fører saa rask en Pen
og dristig iler ad Banen hen,
mig stilled.
Du gik i Natmulm saa flot ombord
i din Skude
og heised Seilet og greb dit Ror,
mens mørke Skyer over Himlen foer —
hel mangen Kuling, forvist jeg troer,
de bebude!
Du flakked vidt over Kloden om
paa Dybet.
Kun lidet ændsed Du Verdens Dom,
men fløited lystig og drak din Rom
og mored godt Dig, hvorhen Du kom,
over Krybet.
Det hvæsed ad Dig med giftig Braad
og gloede.
Det gjorde ikkun Dig mere kaad —
Du længtes efter en Smule Daad;
og Slangehammen, saa slimet vaad,
lod Du rode.
Din Genius løfte Dig, stor og fri,
over Skraalet
til Allivets høie Harmoni,
som Dissonanserne løses i!
Kun freidigt fremad — saa mødes vi
vel ved Maalet!