182*. 1841. 1866.
Ved det 25aarige Studenterjubilæum 1866.
Ved det 25aarige Studenterjubilæum 1866.
Helten var styrted, der dristigen iled
fremad, fremad stedse fra Val og til Val.
Paa Sankt Helena den Vældige hviled
under Taarepil i den ensomme Dal.
Livet var længer ei høi Poesi —
nu det kun gjaldt sig gemytlig at more!
Eventyrtiden var sporløs forbi,
Smaafolk forhaaned den Store.
Hverdagshistorie med Vaudeville
dæmped ikke ganske det sugende Savn.
Dengang Studenten in spe kun var lille,
»Verdenssmerten« hærged — endog Kjøbenhavn.
Medens i Skolen vi rask gjorde Spræl,
Ungdom og Haal var for Intet at regne.
Tidsaldrens Sangere mindes I vel,
det var jo Byron og Heine.
Juli! Du kom med din rensende Torden,
Seinestaden svang Trikoloren paany.
Jubelen rystede Syden og Norden,
Frihedshymnen hæved sig, gjenfødt, mod Sky.
Kun et Moment — Bourgeoiskongen staaer,
kløgtig og fed, og beregner Procenter,
dengang da vi blev Studenter.
Johan Ludvigs mesterlig fine Portræt.
Goldschmidt, »Corsaren«, var Trøster i Nøden:
Witz’en smelded lystig — en broget Raket!
Og »Akademikum« husker I nok:
Ploug var dels Hoved, Carl Nielsen dets Hale.
Jo, vi var rigtig en udmærket Flok,
som kunde drabelig — tale!
Atter saa lød det ved Seinen paa Gaden:
»Frihed, Lighed, Broderskab! Rask en avant!«
Blusemænd reiste med Hast Barrikaden,
Kræmmerkongen flygted, mens Bøsserne klang.
Danmark, det gamle — ja, det blev som ungt,
hilsed med Jubel sin Friheds Skjærsommer.
Ak, nu det drager sin Aande saa tungt:
Løvfaldet, Vinteren kommer.
Tidsperspektivet med Lys og med Skygge
manes maatte frem vel i Gjensynets Stund,
Minderne smukke med Minderne stygge
Aftenmødet vækked af Glemselens Blund.
Fortiden være til Hvile nu lagt,
Fremtiden leve — min Ven og min Broder!
Gid den maa stande med Lykken i Pagt!
Held over Danmark, vor Moder!