Vandreren
(Efter Goethe)
(Efter Goethe)
Vandreren.
Gud signe Dig, unge Kvinde,
og den diende Dreng
ved dit Bryst!
Lad mig ved Klippevæggen her
i Elmetræets Skygge
kaste min Byrde,
hvile mig hos Dig.
Konen.
Hvad fører Dig
i Dagens Hede
ad den støvede Vei?
Bringer Du Varer fra Staden
om i Landet? —
Du smiler, Fremmede,
ad mit Spørgsmaal!
Vandreren.
Jeg bringer ei Varer fra Staden.
— Aftenen bliver kjølig.
Vis mig Brønden,
hvoraf Du drikker,
kjære, unge Kvinde!
Konen.
Her, opad Klippestien!
Gaa foran! Gjennem Krattet
gaaer Stien til Hytten,
hvor jeg boer,
til Brønden,
hvoraf jeg drikker.
Vandreren.
Spor af ordnende Menneskehaand
mellem Buskene!
Disse Sten har Du ikke føiet
saaledes sammen,
Moder Natur!
Konen.
Videre opad!
Vandreren.
Mosset dækker en Arkitrav.
Jeg kjender Dig, Kunstnerhaand!
Du har trykket dit Segl paa Stenen.
Konen.
Videre. Fremmede!
Vandreren.
En Indskrift betræder min Fod —
ei til at læse.
Udsletted’ er I,
dybtgravede Ord,
der skulde vidne om Mesterens Andagt
for kommende Sekler.
Konen.
Du studser, Fremmede,
over disse Stene?
Histoppe er mange
Sten ved min Hylle.
Vandreren.
Histoppe?
Konen.
Strax tilvenstre
gjennem Krattet.
Her.
Vandreren.
I Muser og Gratier!
Konen.
Det er min Hytte.
Vandreren.
Et Tempels Ruiner!
Konen.
Hist er Brønden,
hvoraf jeg drikker.
Vandreren.
Vemodig svæver Du
over din Grav,
herlige Genius!
I Kaos styrted
dit Mesterværk sammen.
Konen.
Vent, jeg henter Dig
Drikkekarret.
Vandreren.
Vedbend har slynget sig
om dit slanke Guddomslegem.
Hvor Du stræber
opad Gruset,
Søilepar!
Og Du ensomme Søster hist!
Hvor I,
med Mos paa det hellige Hoved,
i kongelig Sorg skue ned
paa de Knuste
ved Eders Fødder,
Søstrenes Skare!
I Brom’bærkrattets Skygge
dækker dem Grus og Jord,
og Græsset bølger derover.
Saaledes skatter Du,
ødsle Natur,
din Mesters Mesterværk!
Ufølsom, Du lægger
øde din Helligdom,
saaer Tidsler deri.
Konen.
Hvor Drengen sover!
— Vil i min Hylle
Du hvile, Fremmede?
Vil i det Frie
Du hellere blive?
Kjøligt det er.
— Drengen Du tage,
medens jeg gaaer,
for at øse Vand!
— Sov, Kjære, sov!
Vandreren.
Sød er din Ro!
Hvor han i himmelsk
Sundhed aander
kraftigt og roligt!
Født mellem Rester
af hellige Fortid,
over Dig hvile
dens mægtige Aand!
Svæver den om Dig,
vil som en Gud
Du henleve Livet.
Du trives og blomstre,
som det straalende Foraars
herligste Spire;
og Blomstringen følges
dybt i din Barm
af svulmende Frugt,
der modnes i Solen!
Konen.
Gud signe ham! — Sover han endnu?
— Jeg kan Intet Dig byde
til den kjølige Drik
uden et Stykke Brød.
Vandreren.
Jeg takker Dig.
— Hvor herligt All blomstrer
her rundtomkring!
Konen.
Min Mand vil snart
komme hjem fra Marken.
Du blive, Fremmede!
og dele med os
vort Aftensmaaltid.
Vandreren.
I boe da her?
Konen.
Mellem Murværket der.
Hytten bygged min Fader
af Tegl og Grusets Sten.
Her boe vi.
Han gav mig til en Landmand
og døde i vore Arme.
— Har Du sovet, min Hjerte!
Hvor han er munter og vil lege!
Du Skjelm!
Vandreren.
Natur, Du evigt spirende!
Du har moderligt udstyret
alle dine Børn
med Hus og Hjem.
Høit bygger Svalen paa Gesimsen,
ufølsom for Siratet,
den overklæber;
Ormen omspinder Frugttræets Gren
til Vinterhus for sin Æt —
og Du, o Menneskebarn!
mellem Fortids
stolte Ruiner
flikker en Hytte
til din Nødtørft,
nyder over Grave!
— Levvel, Du lykkelige Kvinde!
Konen.
Du vil ikke blive?
Vandreren.
Gud bevare Jer
med samt Eders Dreng!
Konen.
Lykke paa Reisen!
Vandreren.
Hvorhen fører Stien mig
hist over Bjerget?
Konen.
Til Kuma.
Vandreren.
Hvor langt er derhen?
Konen.
Tre Mile saa vel.
Vandreren.
Levvel!
— O, led min Gang, Natur!
den Fremmedes Gang
henover den hellige
Fortids Grave.
Led ham til Læet,
dækket mod Norden,
medens en Poppelskov
skjærmer mod Middagens
brændende Straaler.
Og vender jeg saa
om Aftenen hjem
til Hytten,
forgyldt af den synkende Sol —
lad mig da mødes af slig en Viv
med Drengen paa Armen!