Til Augusta
(Efter Byron)
(Efter Byron)
Skjøndt for Solen nu Skyerne drage,
og skjøndt Lykken er ved at forgaae,
har Du vægret Dig ved at opdage
mine Feil, som Saamange dog saae.
Skjøndt Du vidste mig viet til Kvaler,
har Du modigen delt dem med mig,
og den Kjærlighed, Digteren maler,
har jeg fundet alene hos Dig.
Naar Naturen besvarer min Klage
med et Smil, saa forunderlig blidt,
jeg da troer ei, det vil mig bedrage,
fordi det mig minder om dit.
Og naar Stormene kæmpe mod Havet —
som de Hjerter, jeg troede, mod mig —
vækker Bølgen en Drøm, en begravet,
fordi den mig hilser fra Dig.
Skjøndt mit Haab er i Brændingen strandet
og er sunket, i Bølgernes Væld,
skjøndt min Sjæl er forstødt og forbandet,
den skal ei vorde Smerternes Træl.
Lad den bittreste Marter kun true,
de kan knuse — foragte dog ei!
De kan pine, men ikke mig kue —
ei jeg tænker paa dem, men paa Dig!
Endskjøndt Menneske, dog Du ei daared,
endskjøndt Kvinde, Du ei mig forlod,
endskjøndt elsket, Du ikke mig saared,
endskjøndt bagtalt, ei snubled din Fod,
endskjøndt troet, Du fornegted mig ikke,
endskjøndt bortrejst, Du ei vilde flye,
endskjøndt agtsom — ei speidende Blikke!
endskjøndt taus, Du dog værged mit By.
Jeg bebreider, foragter ei Verden
og de Mange, der stride mod Een —
da jeg slet kun vurdered dens Færden,
med at undgaae den var jeg for sen.
Det er derfor jeg knuges i Støvet,
ja saa dybt, som jeg aned det ei —
men hvad Verden endogsaa mig røved,
den ei mægted at røve mig Dig.
Fra mit Vrag, medens Bølgerne larme,
har et Minde jeg dog mig gjenkaldt:
hvad jeg elsked med inderlig Varme,
var min Kjærlighed værd fremfor Alt.
Midt i Ørken en Kilde der springer,
og en Blomst smykker Ensomheds Vei,
midt i Tomheden Fuglesang klinger,
og den taler til Hjertet om Dig.