Et venligt Ord, et venligt Ord —
hvor gjør det Sjælen godt!
Som Duggen paa den tørre Jord,
det lokker frem en Blomsterflor.
O Tak for hvert et venligt Ord,
ja for det mindste blot!
Et kjærligt Blik, et kjærligt Blik —
hvor Hjertet bliver blødt!
I Ørkensand Du aldrig fik
en mer livsalig Lædskedrik.
Hav Tak for hvert et kjærligt Blik,
jeg nogentid har mødt.
En trofast Haand, en trofast Haand —
hvor har den ikke Magt!
Hvor kan den sprænge Støvets Baand
og løfte høit en modløs Aand.
Velsignet hver en trofast Haand,
som kjærlig blev mig rakt!
Jeg sidder med bevæget Sind
i Sommeraftenskjær.
I Kamret straaler Maanen ind,
jeg støtter Haanden til min Kind —
alene, med bevæget Sind,
og Stilhed fjernt og nær!
Ak, Hjertet bliver haardt og koldt
i Dagens Larm og Strid.
O lad mit Ord ei vorde goldt,
o lad mit Blik ei vorde stolt!
Smelt alt hvad der er haardt og koldt,
o Maanestraale blid!
Min Haand til Fjende som til Ven,
til ukjendt som til kjendt!
Kun ved Dig helt at give hen
Du vinder helt Dig selv igjen.
Min Fjende favner jeg som Ven
i Fred, fra Himlen sendt.
Fordøm ei mine varme Ord
og mine vaade Blik!
Jeg hører mildt et Aandekor
at hviske: »Hvor din Gjæld er stor!«
og mindes hvert et kjærligt Ord,
jeg nogensinde fik.