Fjernt fra Stadens Bulder og Tvang —
Kefissosbølgerne bruse —
i Akademiets Søilegang —
Platanerne stille suse —
sad han, som Olding, med snehvid Lok
om Tænkerens mægtige Pande
mellem den talløse lyttende Flok
fra Hjemmet og fremmede Lande.
Selv deilige Kvinder, klædte som Mænd,
med begeistret funklende Øie
iled, af Muserne drevne, hen
at kvæges af Ordene høie.
Han skued ind i det dunkle Blaa —
Hellas’ straalende Himmel.
Ideerne tyktes ham lysende staae
over Jordens brogede Vrimmel.
Sødt som Digterens bedste Sang
og Eros’ vingede Pile,
Mesterens Visdomstale klang
og bragte Sjælene Hvile.
Høiere svulmed Disciplenes Barm
i Længsler, guddommelig milde.
Veien gik, gjennem Verdens Larm,
til Livets evige Kilde.