Fjernt fra Stadens Bulder og Tvang —
Kefissosbølgerne bruse —
i Akademiets Søilegang —
Platanerne stille suse —
sad han som Olding med snehvid Lok
om Tænkerens mægtige Pande
mellem den talløse lyttende Flok
fra Hjemmet og fremmede Lande.
Han skued ind i det dunkle Blaa,
Hellas’ straalende Himmel:
Ideerne tyktes ham lysende staae
over Jordens brogede Vrimmel.
Sødt som Digterens bedste Sang
og Eros’ vingede Pile,
Mesterens Visdomstale klang
og bragte Sjælene Hvile.
Høiere svulmed Disciplenes Barm
i Længsler, guddommelig milde.
Veien gik, gjennem Verdens Larm,
til Livets evige Kilde.