Da Sigurd var paa Baalet lagt
med Brynhild Budlesdatter,
den gamle Heimer deres Barn
i sine Arme fatter.
Nu gjælder det den lille Glut
for Ufred og for Fare
i denne vilde Verdens Larm
at gjemme og at vare.
Mens Pile flyve gjennem Luft
og Sværde falde skarpe,
den gamle Fosterfader snild
sig gjøre lod en Harpe —
en Harpe, underfuld og stor,
hvortil ei fandtes Mage,
der, kunstigt sammenføiet, lod
sig fra hinanden tage.
Saa lagde han det lille Barn
med Purpurklæder smukke
og Guld og Sølv til Legetøi
i Harpens sære Vugge.
Forklædt som Tigger, drog han bort
fra Hjemmets kjære Strande
og vandred om med Harpen vidt
igjennem fjerne Lande.
Naar langt fra Gaarde Gubben kom
til Vandfald eller Kilde,
han Harpen fra hinanden tog
og toede den Lille.
Dens Føde var et sælsomt Løg
med stærke Tryllekræfter;
og naar den ikkun bed deri,
den hungred ei derefter.
Naar Glutten græd i Harpens Skjul,
den Gamle slog dens Strænge:
det klang saa høit, saa stærkt, saa blødt
og bruste vidt og længe.
De klare Toner strømme hen
med søde Melodier,
og Barnet i sin Harpeseng
glad lytter til og tier.
... I denne vilde Verdens Larm
og Livets Kampe skarpe,
som Heimer, Skjalden gaaer omkring
med Barnet i sin Harpe.
Imellem kolde, strenge Mænd
han, høi og stille, vanker
alene med sin Barnesjæl
og sine Barnetanker.
En Tigger lig, han flakker om
blandt Markens Blomster vilde
og hviler paa sin Pilgrimsgang
sig ved den klare Kilde.
Han hilser glad Naturens Væld
bag Løvet og bag Sivet
og finder i dets friske Bad
Gjenfødelsen til Livet.
De svælge høit i yppig Pragt —
det kan ham ikke blænde!
Han har en Føde underfuld,
en Føde, de ei kjende.
Naar Barnet græder i sit Ly,
da toner Harpeklangen,
og Sorgen smelter hen i Smil,
og Graaden døer i Sangen.
De søge efter Barnets Liv,
de Store, Kloge, Slemme —
men Barnehjertet leger Skjul
i Harpens stille Gjemme.