De higer og søger
i gamle Bøger.
(Oehlenschläger.)
Se Dig ud, Svend Vonved.
(Kæmpevise.)
Saa er da reist den røde Gaard
med sine høie Tinder,
som midt i Nutidslarmen staaer
med Fortids stille Minder.
Her redder nu fra Glemsels Strøm
sig ind i Aandeborgen
det fjerne Østens første Drøm
i Tidens lyse Morgen.
Her hvælver høit sig Sagas Sal
i Glands af Nordlysflamme,
her rækker hun sin Guldpokal
til Odins gamle Stamme.
I denne stolte Helligdom
sig alle Guder leire,
de gamle fra Athen og Rom —
og Tankens sidste Seire.
Du stille Gransker, gaa da ind,
hvor Kundskabsskatten venter.
Men vogt Dig, stir Dig ikke blind
paa gule Pergamenter!
Du blege Lærde, bøi Dig kun
henover Bogens Blade.
Men tab ei Smilet om din Mund
og dine Miner glade!
O se Dig ud! Et løvrigt Træ
er Gjenbo jo til Muren
og sender i dit dunkle Læ
Dig Hilsen fra Naturen.
Det kiger kjækt ad Ruden ind
henover snevre Gade,
imens den lune Sommervind
bevæger blidt dets Blade.
Og øverst høit i Kronens Top
den muntre Sangfugl sidder
og sender imod Skyen op
sin melodiøse Kvidder.
Thi hæv dit Øie freidigt, frit,
og det vil rigt sig lønne,
fra Bogens Blade, Sort paa Hvidt,
til Træets friske, grønne.
Med dobbelt Myndighed det staaer
og ud Pedanter skammer,
thi ned det — saadan Sagnet gaaer —
fra Ludvig Holberg stammer.
En stille Lærd, ved Midnatsstund
han grublede og søgte —
og hvor var dog hans Latter sund,
naar, satyrkaad, han spøgte!
Ja, ned han steg, trods Nogen kjæk,
i Kundskabs dybe Schakter —
og tegned dog med raske Træk
Stygotius’ sære Fagter!
O aldrig uddø Holbergs Aand,
der spotter Miner bistre!
Vi vil ei gaae i Ledebaand
af skimlede Magistre.
O altid trives Holbergs Træ,
for kjækt at protestere!
Gid sunde Slægter i dets Læ
med Liv og Aand studere.
Skræm, som Naturevangelist,
omstraalt af Holbergs Minde,
Du stolte Træ, hver Bogorm trist
fra Bøgerne derinde!